• Overvældende flertal i ny måling: Grønlænderne afviser Trump

    Источник: BDK Borsnyt / 28 янв 2025 14:00:57   America/New_York

    Præsident Donald Trump har i adskillige tilfælde gjort tilnærmelser til Grønland, og han har endda udtalt, at han tror, at grønlænderne ønsker at være sammen med USA. Men nu sætter grønlænderne foden ned én gang for alle efter mange ugers glohed debat om rigsfællesskabets fremtid. Det viser en ny meningsmåling foretaget af Verian for Berlingske og den grønlandske avis Sermitsiaq. I meningsmålingen svarer 85 procent af grønlænderne nej til, at de ønsker, at Grønland træder ud af rigsfællesskabet og i stedet bliver en del af USA. Bare seks procent af grønlænderne ønsker det, og ni procent er uafklarede. »I forhold til hvad Donald Trump tidligere har sagt, så har vi her et meget klart bevis for, at virkeligheden forholder sig anderledes,« siger Kasper Møller Hansen, valgforsker og professor i statskundskab på Københavns Universitet, som i årevis har beskæftiget sig med meningsmålinger. I samme måling svarer 45 procent af grønlænderne, at de opfatter Donald Trumps interesse for Grønland som en trussel, og kun otte procent ville tage imod et amerikansk pas, hvis de lige nu skulle beslutte, om de ville være dansk eller amerikansk statsborger. »Der er ikke nogen i Det Hvide Hus, der har bare noget med Grønland at gøre, som har troet på den historie, som Donald Trump har forsøgt at fortælle. Det kan man kun have troet på, hvis man aldrig har beskæftiget sig med Grønland før,« siger Ulrik Pram Gad, der er seniorforsker hos DIIS og har indgående kendskab til rigsfællesskabets forandring. Ulrik Pram Gad mener, at tallene afliver Donald Trumps fortælling om et grønlandsk folk, der gerne vil være amerikansk, men tilføjer også: »Det her skulle han vel også nok kunne ignorere, hvis han ville.« Tidligere har der floreret en meningsmåling, som er blevet citeret i amerikanske medier, der viser, at 57 procent af grønlænderne gerne vil være en del af USA. Som Berlingske har kunnet fortælle, er den endda blevet brugt som en del af Ruslands propagandamaskine, og den blev på få dage nævnt over 300 gange i russiske medier. Men nu banker meningsmålingen, som Berlingske og Sermitsiaq har fået udarbejdet, en pæl igennem al snak om, at der skulle være et proamerikansk flertal i den grønlandske befolkning. »Det er svært at lave målinger på Grønland, fordi geografien er så koloenorm og spredt, som den er, men den her måling er den bedste, vi har. Det er rigtig spændende at få den første indikation på, hvordan tingene udspiller sig i Grønland her op til deres valg,« siger Kasper Møller Hansen og uddyber: »De vil ikke være amerikanere. Det står meget, meget klart i den her meningsmåling. Det er dét, de svarer her.« Undersøgelsen er gennemført mellem 22. januar og 26. januar og er baseret på webinterview med 497 repræsentativt udvalgte borgere i Grønland på 18 år eller derover. Alle svar fra undersøgelsen, som Berlingske bringer her og i de kommende dage, har en statistisk usikkerhed på mellem 1,9 og 4,4 procentpoint. Sagt med andre ord: Når 85 procent af grønlænderne i målingen afviser, at de vil træde ud af rigsfællesskabet og i stedet være amerikanere, er det inden for den statistiske usikkerhed mere end sikkert at slå fast, at et stort flertal afviser Trumps drømme om et amerikansk Grønland. Bryder sig ikke om USAs samfundsmodel Donald Trump henvendte sig for første gang til Grønland med et købstilbud i 2019, hvilket som bekendt dengang blev afslået af statsminister Mette Frederiksen. Tilnærmelsen var absurd, lod hun forstå til stor forargelse i Det Hvide Hus. I dette forløb har Mette Frederiksens udtalelser haft en mere forsonende karakter end før, men hun har dog alligevel henvist til landsstyreformand Múte B. Egede med ordene, at Grønland ikke er til salg, og at Grønland er grønlændernes. Nu kan Berlingske og Sermitsiaq bringe tal ind i debatten, der klarlægger, hvordan grønlænderne selv ser på deres fremtid. »Der er ikke nogen, der vil være amerikanere, og der er ikke nogen, der vil have et amerikansk pas, så på den måde er der mange, der opfatter hans udfald som en trussel,« siger Ulrik Pram Gad om meningsmålingen. Og altså viser meningsmålingen også, at mange grønlændere – 45 procent – opfatter Donald Trumps tilnærmelser som en trussel. »For det første bryder de sig overhovedet ikke om amerikanernes samfundsmodel, og for det andet bryder grønlænderne sig overhovedet ikke om deres præsident, så det er bare ren trussel,« siger Ulrik Pram Gad. Den del af målingen rummer dog også nuancer, for cirka lige så mange opfatter faktisk Donald Trumps interesse for Grønland som en mulighed. »Jeg ser det som et los i bollerne til Danmark. Nu har Donald Trump vist interesse for dem, og det skal bruges som en mulighed. Formentlig til at forhandle aftaler med USA eller at få en samtale i gang med Danmark,« vurderer seniorforskeren. Glædeligt Berlingske har spurgt forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), hvad han tænker om resultatet af målingen. »Der er stærke historiske bånd mellem Grønland og Danmark. Jeg synes, det er glædeligt, at så mange grønlændere giver udtryk for, at dem kapper man ikke bare lige,« lyder det i et skriftligt svar til Berlingske. Han tilføjer, at det også er den oplevelse, han har i sit samarbejde med den grønlandske regering og i sin dialog med grønlænderne på hans »mange besøg i Grønland«. »Senest har vi lavet den første af flere kommende Arktis-pakker om forsvar og sikkerhed i Grønland, og det er sket i et meget tæt og fortroligt forhold med Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt. Det viser, at rigsfællesskabet er stærkt og fungerer også under de skærpede sikkerhedspolitiske forhold, vi oplever nu,« lyder det endvidere fra Troels Lund Poulsen. Også fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) lyder det, at målingen svarer til det indtryk, han har fået fra samtaler med grønlændere. »Beslutningen om Grønlands fremtid skal træffes af det grønlandske folk. Målingen er en tydelig strømpil for, hvad et stort flertal i Grønland folk ikke ønsker – nemlig at blive en del af USA. Det svarer til det indtryk, jeg selv har fra samtaler med grønlandske kolleger og venner. Som jeg har sagt før, er det regeringens ønske at udvikle og ikke afvikle rigsfællesskabet. Det håber jeg, Grønland og Danmark kan arbejde videre på,« siger Lars Løkke Rasmussen. https://www.berlingske.dk/politik/overvaeldende-flertal-i-ny-maaling-groenlaenderne-afviser-trump
Опубликовать